Jeanette Eggers

Jeg er tilbage på skolebænken, føler glæde i hverdagen, får sovet om natten og mærker en overskud jeg længe har manglet.
Takket været mine kære familie, venner og veninder har jeg på intet tidspunkt følt mig ensom midt i processen efter min mors død.
Der er ingen slemme sorg reaktioner længere og jeg finde enorm meget ro i at kigge på min bedsteforældres og mor billeder.
Fortiden som var svær synes at ligge utroligt langt væk nu.
Fremtiden er lige nu…..
Det er nu dejligt at kunne slappe af og blot mindes med et skævt smil.

Kom an kære hverdag – du er den trofast følge igennem hele mit liv – et alsigigt, vekslende, udfordrende og ikke mindst utrolig givende.
Hvor er vi nået langt og fremtiden ligger lige …. foran mig.

Mums girlfriend from Aus – Jan: my verse for your mum is: 

Jeremiah 1:5 ,6   “Before I formed you in the womb I knew you and before you were born I consecrated you; I appointed you a prophet to the nations. Then I said “ah Lord God! Behold, I do not know how to speak, for I am only a youth.”   But the Lord said to me Do not say, ‘ I am only a youth for to all whom I send you  shall go, and whatever I command you shall speak.  Be not afraid of them, for I am with you to deliver you says the Lord: Then the Lord put forth his hand and touched my mouth; and the Lord said to me “Behold I have put my words in your mouth. See, I have set you this day over nations and over kingdoms, to pluck up and to break down, to destroy and to overflow, to build and to plant.”

Your mum was a prophet to some, a teacher to some and a friend and confident of many.  She has done for people in her special way what no other could have done.  Be at peace and be proud of the good she has done.  I will remember her with much love and with much pride because she was my friend.   I hoped that I would see her again.  This was not to be, but thanks to you and Robert we did speak together on the phone.   It was meant to be. For this I thank you both and I also thank my God.

Imorgen (3 uger efter hun døde) får vi endlig lov til at begrave vores mor Ellinor Tove Eggers i Ishøj landsbykirke kl 12.00 i den selv samme kirke hvor vi begravet vores mormor. Mor vil blive lagt ved siden af sin mor på kirkegården og så vil der være ro i vores tanker og hjerter.

Ugen der er gået har været meget anderleds end de forgående uger som var utrolige hektiske og følelsemæssige kaos. I dag er det med sol over Danmark at jeg både glæder mig og er lidt ængstlig over dagen imorgen.
Det er det ukendte situation som sikkert spiller ind i mine tanker.
Jeg fik skrevet om min mor og ønsker om salmer til begravelsen:

Kære præst

Min mor vokset om som enebarn i Bagsværd med mange gode veninder hvor deres fokus var på skole, uddannelse og glæder i livet.
Tove var ung, smuk og klar til livet foran sig. Fysisk aktiv var hun altid – byens borger så hende altid på rulleskøjter igennem Bagsværds gader.
Sommerferier var noget hun altid så frem til – turen gik til Rørvig i forældres sommerhus lige ved siden af Gunner Nue Hansen ferie residens. Der var mange gode minder som hun tit talte om. Sommerferier kunne også holdes i udlandet og turen gik altid til Italien i telt. Et land som holdt hun holdte kært i sit hjerte altid.
Hendes forhold til hendes mor var tæt og holdt igennem hele livet – som faktisk den eneste. Kærligheden imellem dem var stærk.
Hun giftet sig med sin først kærlighed Poul Erik som var hendes lærer, fik sin datter i Slagslunde og rejste til Australien for at finde lykken og fremtiden. Det var også i Australien hun fik sin elsket søn Robert.

Hun elsket havet, roserne i haven, vennerne og kærligheden med alt hvad det indebar.
Efter 10 år i landet og mange op og nedturer søgte hun tilbage til sine rødder i Danmark. Det var her hun fik genopfrisket sin uddannelse som laborant, fik job og bolig i Ishøj tilbage i 1981. Hun var vild med musik, fester, alverdens husdyr, havde let til smil og latter.

I Danmark fandt hun vist ikke det hun end søgte. Efter mange års udfordringer, uro og modstand fandt hun løsninger ved at bedøve smerten i sit hjerte, sjæl og blev fanget i sin sygdom. De sidste år delt hun sit liv med Dan i lejligheden i stuen med udgang til haven. Sammen delte de kærligheden og roen efter et langt liv på arbejdsmarkedet.
Nu har hun fået ro og nu kan hvile sig.

SALMER
696 – Kærlighed er lysets kilde
754- Se, nu stiger solen af havets skød
236- Påskeblomst! hvad vil du her

Derudover ønsket jeg at hun brugte Den første korintherbrev  nr 13 – Kærligheden i sin tale.

http://www.folkekirken.dk/livets-begivenheder/bryllup/thure-lindhardt-laeser-kaerlighedens-hoejsang/

Solen skinner og jeg mindes en helt unik dag for 14 år siden hvor Magnus kom til verden. Hvor jeg føler mig beriget i livet over at have fået en skøn dreng som udvikler sig til en fantastisk ung mand. Der er mange glæder i dagligdagen med ham og teenagerårene tag sin tørn i form af mange tanker, fustrationer og lidt ballade ind imellem. Jeg er stolt af den han er og glæder mig over hvor vellidt han er blandt alle han kommer i nærheden af.
Hjertlig tillykke med fødselsdagen kære Magnus.

Min kære lillebror tog tyrene ved hornene og kom igennem Ishøj kommune. Her fandt han den kvinde som var ansvarlig for opgaven om min mor og hun gav ham en hjertlig undskyldning, vejledning og hjalp ham igennem problemet.
Hun gav ovenikøbet de mange medarbejde en ruffel over deres manglende forståelse og hjælp.

Så nu er der fundet en bedemand, der er bestilt tid til bisættelsen i Ishøj landsby kirke mandag den 18 april kl 12. Nøjagtigt 3 uger efter hun sov stille ind.
I går fik jeg skrevet til præsten om hendes liv, fandt salmer og tekster fra biblen der måske kunne bruges til dagen. Jeg fik ringet til Far, onkel Johnny og Pam for at give besked. Så nu kan vi lægge de sidste ugers problemer bag os og kom igennem den næste tid.

Nu mangler jeg at skrive en tale til min mor.

Jeg er vågnet endnu engang i nat og denne gang kan jeg ikke falde i søvn igen. En time er gået med at vende og dreje mig og nu må jeg bare have de mange tanker ud af mit system.
I en tid som denne hvor jeg slet ikke forstår min egen reaktioner er jeg helt indforstået at andre ikke kan følge dem heller. I det jeg tog afsked med min mor for 18 år siden og ikke så hende igen før hun var død er for underligt i sig selv. Det forstår jeg.
Det tog 7 dage før jeg kunne græde – rationelt set er det vel bare chokfasen som kan forklar dette.

Det jeg kæmper med i dagligdagen og om natten er min følelse af jeg har svigtet idet jeg ikke magtet livet med en misbruger. Hendes ussel liv i det hjem og den uværdighed hun må have levet med i hendes situation.
Rationelt set ved jeg, at jeg ikke kunne tag ansvar for det men følelserne er der og dem skal jeg tackle og være i det.
Det næste er den uafklarethed at vi stå i ved hun ikke ligesom kommer herfra på en anstændig måde. Vi kender ikke paragrafferne, vi kender ikke procudurene og vi har rigtig svært med at være i denne situation hvor vi lammes af den. Jeg leder i lovgivning, leder efter artikler for blot at have noget at holde fast i.
I går fandt jeg noget

1. http://www.bedemand.nu/b/doc/Naar_mindrebemidlede_doer.pdf

2. http://www.ouh.dk/default.asp?id=138597

3. https://www.borger.dk/Emner/sundhed-og-sygdom/doedsfald-og-begravelse/Sider/begravelse.aspx 

4. https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=132475

Ishøj kommunen sagde til os at hvis vi ikke vil/kunne betale så kunne vi ikke få noget som helst at vide om hvad der ville ske min mor, hvornår hun ville blive bisat eller hvor hun vil blive begravet samt hvem der skulle stå for det.
Jeg har ikke kunne finde denne lov som de fremsatte overfor os!

Dette er en stor kæphest som jeg har ufatteligt svært med at tackle da jeg undres over hendes ord samt behandling. For hvis det er sandt vil jeg gerne se det i skrift og er det ikke sandt er det i den grad magtfordrejning fra deres side.

Det er en fortvivles over hvad jeg skal, hvad jeg ikke skal og hvordan jeg når hen til min min mor kommer i kyndig hænder i form af en bedemand som fylder ualmindelig meget.
Det handler på ingen måde om jeg vil dræne kommunen for penge til dyr kiste, smukke blomster, lang kørsel og after party. Vi ønsker bare hun kommer ud af køleskabet og afsted herfra. Det handler altså om jeg ikke synes det er ok hun bare ligger på køl når hun nu engang er klar til en bisættelse. I alt hvad jeg har læst indtil nu skal der max gå 8 dage før man bliver bisat eller begravet – der er nu gået 15 dage og det er bare så svært at stå med og stå i.

Der er nu gået 14 dage siden min mor døde i sin seng og vi møder muren ligegyldigt hvem vi henvender os til.
Alle vasker deres hænder, ingen vejledning og det er umuligt at finde informationer om hvad der skal gøres.
Hver eneste dag kontakter vi instanser og får de samme svar – nej vi ved ikke noget prøv lige en anden….. om og om igen.

Politiet som var på stedet da min lillebror mødte op på min mors bopæl i Ishøj tog sig af de praktiske ting på dagen og fortog ligesyn om onsdagen. Derefter var denne politimand sygmeldt.
Min lillebror skrev en mail til ham og de talte sammen sidste uge også.
Til morgen ringer politimanden min bror op og spørger ham hvorfor der ikke sker noget??????
Min bror bevarer fatning og forklarer ham sagen som vi oplever den og her fortæller politimanden så…. “Jamen det er jo mig som skal sende sagen vidre til Ishøj kommunen!”

Ingen tag sig tid til at tag min mors cpr nr, vores oplysninger, informere os eller give sig tid til at forstå situationen. Jeg kaster vreden fra mig og bestemmer mig for at glæde mig over der nu kommer gang i sagen igen.
Nu har min mor også ligget på køl på Rigshospitalet i 14 dage det er på høje tide at en bedemand kommer ind i billedet og tag sig af hende.
Bedemænd vil blot ikke gør noget uden et stykke papir fra bopælskommunen og kommunen kan åbenbart ikke gøre noget før de hører fra politiet. Det vidste Ihøj kommunen så bare ikke! Ishøj kommunen sender os blot fra 2 sal – til 4 sal – til 6 sal – tilbage til anden sal for at gå op på 4 sal igen!

Kirkekontoret har heller ikke kunne hjælpe – de har blot sagt dagligt at vi må ringe igen imorgen. De kender åbenbart heller ikke proceduren.
Skifteretten var villig men er den sidste instands i en døds sag og derfor så forarget over vores situation.
Sådan her kan jeg blive ved…

Min mor havde haft et hårdt liv med mange års misbrug som også indbefattet et meget ensomt liv. På hendes dødsdag så jeg hendes hjem for første gang i 18 år og ingen menneske burde leve så kummerligt og uhumsk.

Vi har forsøgt at finde hoved og hale i hvordan hun kunne komme herfra på en værdig måde uden at vi som de efterladte skal sidde i gæld for 15.000 kr. som en bisættelse eller begravelse kan mindst koste.

Vores telefoner har været rødglødende, vi har mødt op på Ishøj kommune som var hendes bopæls kommunen og kun mødt modstand og uvidenhed.  Vores situation er på ingen måde unik – og derfor ufatteligt at ingen kan hjælpe os eller guide os igennem på en værdig måde.

Hun døde mandag den 28 marts og hun er endnu ikke under kyndige hænder – hun ligger sikkert stadig på køl på retsmedicinske afd. på Rigshospitalet. Kirkekontoret i Ishøj har endnu ikke fået andre henvendelser end fra os. Politiet har fortaget ligsyn og hun burde være erklæret død.

Dagligt ringer vi rundt til diverse kontorer og får det samme svar – vi ved intet endnu. At sidde i denne uafklaret situation er svær og jeg mærker en håbløshed. Det eneste jeg ønsker er hun kommer herfra på en værdig måde men det synes at være en umulig opgave – selv for mig der aldrig giver op blot fordi der er mange udfordringer.
I dag har jeg talt med skifteretten og de anede heller ikke noget men for første gang mødte jeg en kvinde som viste empati og overblik som gerne vil hjælpe.
Det er da ufatteligt at noget så enkelt skal være så svært.

I dag ville jeg ønske jeg kunne mindes de gode tider og sådan har min lillebror det også.
Det er en meget trist dag.
Ugen er gået med mange praktiske gøremål nu kommer tristheden.
At være mor er sådan en gave og jeg elsker min rolle som mor og så evig taknemlig at jeg er forsonet med min datter.
Et liv uden mine børn, familie og kære venner vil ikke være værd at leve.

Jeg håber inderligt at mine børn vil kunne mindes mange stunder med rigtig gode minder når jeg engang langt ude i fremtiden forlader livet som vi kender den.
Håber inderligt ikke de vil sidde som Robert og jeg og skulle kæmpe for at finde noget godt at holde fast i.

Natten til onsdag fik jeg noget søvn og hjemme hos lillebror flød hele stuen med mors personlige papir og fotos fra vores barndom. Jeg fik lavet mig en kop kaffe og forsøgte at tænde hans tv i stuen. Det lykkes ikke!
Jeg sad og mærket efter i kroppen – mine følelser til mors død gik fra prakis opgaver, til vrede, fustrationer og planlægning. Det eneste jeg ikke havde været var ked af det.
Det hele var så underligt – men gaven i dette var den tid jeg delte med Robert.
Vi var stærke sammen, praktis sammen, handlet sammen og der var også plads til et godt grin ind imellem.

Hele vejen igennem dette underligt situation var Robert stærk for mig og til min store forundring den beskyttende engle for mors kæreste. Han sikret mig plads til mine følelser og kunne rumme min vrede og fustrationer.
Hvor var jeg heldig at have ham i mit liv.

Onsdagens program var Ishøj kommunen, bedmands problemet og kigge igennem mors kælderrum.
Jeg sad et stille øjeblik og glædet mig til denne dag var overstået.
Lillebror stod op og vi kom igang med at gør os mental klar til dagen der var over os. Han kontaktet Dans søster i telefonen for at aftale en tid hvor de kunne mødes hos Dan.  Nu havde vi overblik over gæld, overdragelser og praktiske sager som Dan skulle informeres om.  Klog som Robert er, var det ikke noget han ville informere Dan om alene men det stod også hurtigt klar at jeg ikke skulle være deltager af denne møde.

Vi fik printet overdragelse papir ud, pakket de papir som var dukket op med Dans navn på og så var vi klar til at angribe dagen i Ishøj – eller så klar som vi nu engang kunne blive.
Mor skulle igennem ligsyn inde på retsmedicicske afdeling og vi havde stadig ikke en bedemand til at tag sig af sagerne.